Ny prototype med Sauer-Danfoss hydraulik
Alsidig Maskinfabrik i sønderjyske Kliplev koncentrerer sig om at producere vogne til landbrug og skovbrug. Sidst har de produceret en anhænger så stor, at den skal foldes sammen for at køre på almindelige veje. Til det formål har Sauer-Danfoss udviklet en særlig hydraulisk løsning, et generisk hjælpetræk, der gør det muligt for en finsnitter at trække vognen.
Hvad er ni meter lang, når den er foldet sammen, og mere end seks meter høj, når den står oprejst?
Nej, det er ikke en model af fortidens flyvende dinosaurusser på et naturhistorisk museum.
![]() |
| Anhængervogn produceret af Alsidig Maskinfabrik til Staby Maskinstation & Entreprenørforretning |
Svaret på spørgsmålet er en helt ny prototype på en anhængervogn fra Alsidig Maskinfabrik i landsbyen Kliplev, ikke så langt fra Aabenraa. Vognen er fremstillet specielt til Staby Maskinstation & Entreprenørforretning ApS, der anvender den til at opsamle snittede majs, græs eller andet til ensilage.
”Vi har fremstillet vognen efter kundens ønsker, så den passer præcist til hans behov,” siger Bjarne Soll, der ejer Alsidig Maskinfabrik.
Non-stop
Den tekniske betegnelse for vognen er en ”non-stop snittevogn.” Ideen med den er, at en finsnitter ikke behøver at stoppe arbejdet i marken, når den har fyldt denne type snittevogn. Efterhånden som den bliver fyldt, kan andre traktorer med ladvogne hente det snittede grøntfoder. Vognen er så stor, at det har været nødvendigt at montere et hydraulisk hjælpetræk, et såkaldt generisk hjælpetræk, på en af akslerne.
Sauer-Danfoss har specificeret og dimensioneret dette system, der består af en H1 pumpe, 2 stk. radialstempelmotorer, en PLUS+1™ controller med DP200 display samt en PVG-ventil. Alsidig Maskinfabrik valgte Sauer-Danfoss, fordi systemet med det generiske hjælpetræk allerede var udviklet og anvendt på andre vogne. Bjarne Soll peger på, at snittevognen fuldt læsset vejer godt 26 tons.
læs mere om vores PVG-ventiler (åbner nyt vindue, på engelsk)
læs mere om vores PLUS+1™ (åbner nyt vindue, på engelsk)
læs mere om vores H1-pumper (åbner vindue, på engelsk)
Upåklageligt
På Staby Maskinstation er kørselsleder Lars Vestergaard meget tilfreds med den nye vogn.
”Vognen har kørt upåklageligt, siden vi fik den leveret. Selvfølgelig kan man ikke undgå lidt børnesygdomme med en prototype som denne, men det retter vi hen ad vejen. Vi er meget tilfredse,” siger Lars Vestergaard. Når de sidste fejl er rettet, regner Bjarne Soll med at tilbyde den nye vogn til andre kunder.
”Vi regner da med, at der kommer mere efterspørgsel efter den til lignende arbejde,” siger han.
Hans virksomhed har 35 år bag sig, og han har i sin tid overtaget virksomheden efter sin far. Alsidig Maskinfabrik er stadig et familieforetagende, der beskæftiger tre medlemmer af familien Soll, sammen med en svend.
”Vi fremstiller godt 30 vogne om året ud over andet forefaldende smedearbejde,” fortæller Bjarne Soll. Han er godt tilfreds med størrelsen på sin virksomhed, og har ingen planer om at udvide forretningen.
![]() |
| Bjarne Soll, ejer af Alsidig Maskinfabrik |
”Det er der ikke behov for,” smiler han.
Fremstiller efter ønske
Maskinfabrikken har fremstillet tipvogne i 35 år. Virksomheden begyndte med at udvikle og producere den nu meget kendte Alsidig Varia højtipvogn. I dag koncentrerer Alsidig Maskinfabrik sig om at fremstille vogne efter de ønsker, som den enkelte kunde har.
”Der er ikke to opgaver, der er ens. Når en kunde først har besluttet sig for at bestille en vogn, så kan vi levere den inden for seks til otte uger,” siger Bjarne Soll.
Kunderne kommer for det meste fra Danmark, men Alsidig Maskinfabrik sælger også vogne til både Sverige og Frankrig. Alsidig Maskinfabrik bruger ikke penge på at reklamere for sine produkter. I stedet hjælper virksomhedens ry for godt solidt arbejde nye kunder ind i butikken på Hyrdesøvej 2 i Kliplev.
Kontakt vores salgsselskab
Sauer-Danfoss ApS
Salg Danmark
Haarupvænget 11, Haarup
8600 Silkeborg
Tlf.: 7488 8188
Fax.: 7488 8288
Produktnyheder
Her finder du de seneste produktnyheder fra Sauer-Danfoss (åbner nyt vindue, på engelsk).
Tal og fakta
Har du brug for et hurtigt overblik over tal og fakta om Sauer-Danfoss i Danmark og globalt?


