Brian Skov, Teamleader IT-helpdesk

”Vi arbejder ud fra princippet "Follow the Sun". Når vores kolleger i Amerika og Asien sover, er det os, der sørger for alle mails og opkald. Når vi så har fyraften, tager de over,” siger Brian Skov.

”Der er styr på tingene” 

Da Sauer-Danfoss blev skabt i 2001 med fusionen mellem Sauer-Sundstrand og Danfoss Fluid Power, søgte Brian jobbet som tekniker til den nyfødte virksomhed. At være med til at bygge en ny IT-afdeling op fra bunden var så spændende en udfordring, at han var nødt til at lægge billet ind. Og han er ikke blevet skuffet. 

”Her går vi ikke på kompromis med tingene. Der er styr på alle detaljer, og det er en stor tilfredsstillelse”, siger Brian Skov.

Brian Skov, Teamleader IT-helpdesk

Gode kolleger er alfa og omega

”Vi har nogle super gode kolleger”, siger Brian Skov.

Som eksempel peger han på det gode samarbejde, han har med sin partner i USA, Casey Gigler. De har mange ting til fælles. De har nogenlunde samme alder. De har den samme baggrund som teknikere. De har gennemgået den samme lederuddannelse i Sauer-Danfoss. Og så har de begge små børn. Men der er selvfølgelig også forskelle. 

”Tag nu bare sporten”, siger Brian. ”Vi kan jo hverken blive enige om fodbold eller håndbold. Det er bare ikke det samme på den anden side af Atlanten”, smiler han.

De bedste betingelser

Brian understreger, at folk er stolte over at arbejde i Sauer-Danfoss. 

”Det er bare naturligt at gøre sit bedste – uden at man som leder behøver at ty til hverken pisk eller gulerod,” siger Brian Skov.

Det afgørende er, at man betragter medarbejderne som hele mennesker, og at der også er fokus på et godt liv uden for arbejdspladsen. Selv er han meget glad for muligheden for at arbejde hjemmefra. Med tvillinger – drenge på seks år i børnehaveklassealderen – kan der være god brug for at kunne være ’på’ derhjemme.

”Måske går man lidt til og fra, men man kan jo få svaret på mails,” siger Brian Skov. 

Det afgørende er at være tilgængelig for medarbejderne og andre på virksomheden, når man har ansvaret for at koordinere arbejdet i den danske IT-helpdesk.

Området

Er Als en del af din fremtid? Læs mere og lær området bedre at kende.

 

Organisation

Få overblik over ledelsesstrukturen i Sauer-Danfoss, både i Danmark og globalt.