Michael skal løse problemer
Som opstiller i motorproduktionen har Michael Rasmussen ansvaret for at få maskinerne i bearbejdningen til at køre som de skal.
![]() |
| Michael Rasmussen ved det rå stål, der skal blive til aksler i hydrauliske motorer. |
Hver dag tager Michael cyklen de godt 15 kilometer fra hjemmet i Fynshav til fabrikken i Nordborg.
Uanset om han har aftenvagt eller møder om morgenen, tjekker han som det første, om der har været problemer med de maskiner i motorproduktionen, som han har ansvaret for.
”Uanset hvad kører maskinerne jo aldrig helt efter planen. Man skal altid arbejde på at finjustere dem, så de kører optimalt. Det er en af de spændende opgaver ved at være opstiller,” fortæller Michael Rasmussen.
For tiden har det CNC-styrede drejecenter svært ved at komme af med metalspånerne, der er et affaldsprodukt fra produktionen af aksler.
”Så kan det være, at man skal ændre lidt på skæredata for at få den til at bryde spånerne, eller man skal ændre på andre parametre. Selv om det er fint, hvis tingene kører som de skal, er det jo spændende at blive udfordret af problemer, som er naturlige opgaver i dagligdagen.”
Begyndte som voksenlærling
Michaels vej til arbejdet som opstiller begyndte på Danfoss i 1990. Et par år senere opfordrede tillidsmanden den ufaglærte Michael til at videreuddanne sig.
”Så jeg begyndte som voksenlærling for at uddanne mig til maskinarbejder i 1997. Det var lidt spændende, om vi kunne få det til at hænge sammen med en lærlingeløn, fordi vi jo havde små børn på det tidspunkt. Men det gik fint,” siger Michael Rasmussen.
I dag er han glad for, at han tog uddannelsen. Den har givet ham mulighed for at arbejde med at lave programmerne til maskiner i produktionen. Her bliver det rå stål drejet til aksler til de hydrauliske motorer, som Sauer-Danfoss producerer.
Han har løbende udviklet sig fagligt med kurser i blandt andet robotteknologi.
”Det næste er et kursus i nogle af de cyklusser ved de nye maskiner, som vi endnu ikke udnytter godt nok. Bagefter skal vi have lavet en del af programmerne om, så maskinerne bliver endnu mere effektive.”
What Really Matters..
What Really Matters is Inside® har betydning for alt, hvad vi står for og foretager os på vores forretnings-områder.
Området
Er Als en del af din fremtid? Læs mere og lær området bedre at kende.

