Ud på landevejen for at sælge

Rasmus Bunten har salgsansvaret for en række af Sauer-Danfoss’ kunder i Danmark. Med base på Salg Danmarks kontor i Silkeborg besøger han kunderne.

De fleste arbejdsdage begynder klokken otte om morgenen med en eller to timer på kontoret. Mon ikke mange lønmodtagere kan nikke genkendende til den hverdag?

Men som national account manager i Sauer-Danfoss bruger Rasmus Bunten ikke mange timer bag skrivebordet på Salg Danmarks lokaler i Silkeborg.

”Jeg kender mine kunder godt. Jeg har et ret præcist billede af, hvad de skal bruge, så jeg bruger meget tid på at sørge for at dække deres behov så godt så muligt,” siger Rasmus
Bunten.

Han har været ansat 13 år i det danske salgsselskab for Danfoss og Sauer-Danfoss, og heraf har han arbejdet med eksternt salg i ti år. De fleste af hans kunder ligger i Jylland, ikke så langt fra Silkeborg.

Rasmus
Rasmus Bunten

Kunder spænder vidt


”Men jeg har også kunder så langt væk som Frederikshavn og Valby,” siger Rasmus Bunten. Hans kunder spænder vidt fra producenter af slamsugere og kyllingefangere til cementfabrikker.

”Meget af tiden bruger jeg på at tale med kunden for at finde de løsninger, der er bedst til den maskine, som han skal sætte i produktion.”

”Det handler først og fremmest om at have gode relationer til kunderne. Vores kunder skal føle, at vi er til for dem, og at vi forsøger at hjælpe dem i den rigtige retning.”

Til aftalt tid


Som han ser det, er den store udfordring at være på forkant med kundernes forventninger, såvel teknisk som leveringsmæssigt.

”Det bedste er, når kunderne har gode oplevelser med at anvende Sauer-Danfoss’ produkter på den ene eller anden måde.”

”Vi sælger ikke bare varenumre. Vi skal stå for pålidelighed og kvalitet. Vores varemærke er også med til at signalere, at kundernes maskiner er af høj kvalitet,” siger Rasmus Bunten.

Organisation

Få overblik over ledelsesstrukturen i Sauer-Danfoss, både i Danmark og globalt.