Simon, SAP-superbruger
Vi kender superbrugerne som dem, der redder os, når alt andet kikser. Simon Møller er SAP-superbruger og hjælper kolleger ikke bare i Danmark, men også i resten af Europa.
Brandslukker
Når telefonen ringer, eller der plinger en e-mail ind i indbakken hos Simon Møller, er det ofte et nødråb fra en kollega. Simon Møller, eller "Smoeller" som han også kaldes efter sit login, er nemlig superbruger i SAP.
”Jeg fungerer som brandslukker, når folk ringer efter hjælp”, siger Simon, der endnu ikke har oplevet, at der er nogen, der har råbt ”ulven kommer”; problemerne er altid reelle nok. ”Kan du lide at tale med andre mennesker og løse nye og komplicerede opgaver, skal du blive superbruger”.
Simon Møller selv trives med pioneropgaver, innovation og forandringsledelse, men begynder til gengæld at kede sig bravt, når opgaverne minder for meget om drift.
![]() |
Fra lager til SAP
Simon Møller er ansat som logistiktekniker og deltager i den daglige drift med optimering af Sauer-Danfoss Warehouse. Hovedparten af tiden arbejder han dog som SAP-superbruger eller med superbrugerorienterede opgaver, hvor hans hovedområder er lager- og inventarstyring. Derudover deltager han i SAP-projektet Pick Pack Ship.
Han har handelsskolens grunduddannelse og er udlært som lagermedarbejder hos Toyota i Sønderborg i 1994. I 2000 kom han til lageret hos Sauer-Danfoss.
”Det var lige i de år, hvor Danfoss flyttede deres lager til Rødekro, og derfor var jeg som lagermedarbejder med til at opbygge vores eget lager. Det var en sjov pionertid, hvor vi selv skulle finde nye løsninger”.
Og det blev samtidig hans springbræt til nye muligheder. I 2005 kom han med i SAP-projektet SPIRIT, hvor han blandt andet skulle definere processer.
”Det meste foregik på engelsk, eller SAP-ish som vi kalder det, og det var noget af en udfordring; men i dag går det strygende. Det var næsten værre, da jeg fik at vide, at jeg skulle undervise. Det gav et sug i maven, men i løbet af fem uger i efteråret 2005 fik jeg alligevel undervist ca. 300 brugere, og jeg blev helt afhængig af at være ”på”, mindes Simon Møller, der ikke bare underviste kolleger i Danmark, men også i Norge. Derudover har han blandt andet været i Slovakiet, Italien og Polen for at yde support ved indførelsen af SAP.
Fremtidsplaner
I takt med at hans opgaver blev mere superbrugerorienterede, steg behovet for en ny jobbeskrivelse, og i 2006 gik Simon Møller fra at være ansat i produktionen til at være funktionæransat.
Og hans planer for jobudvikling stopper ikke her. Han er gået i gang med at uddanne sig som projektleder, og målet er at være certificeret projektleder om fem år. Smoeller har det nemlig bedst med, at der hele tiden er bevægelse i tingene…

